Find din nærmeste skakklub, mærk stemningen i en rigtig skakturnering og find nye kammerater

RSS Dansk Skak Union / Nyheder
  • Stor tilslutning til københavnsmesterskaber i skak for ungdom
    Københavns Skak Union har det seneste år opnået betydelig fremgang i medlemstallet blandt børn og unge, og det afspejlede sig i det store deltagerantal til årets københavnsmesterskaber i skak for ungdom, som blev holdt lørdag den 23. september i Ballerup. Mens der i 2022 deltog 48 børn og unge, var der i alt 81 spillere […]
  • Kort nyt uge 37
    Finn Stuhr skriver til skak.dk: Med sloganet Skak for alle, inviterede Køge Skakklub og Herfølge Bibliotek til Skakshow og simultan. GM Carsten Høi og den lokale bymester Paulius Meškėnas dystede på kæmpebræt med sidstnævnte som vinder. Herefter udfordrede stormesteren de 50 fremmødte til simultan. Arrangementet havde til formål at se, om der var potentiale til […]
  • Hastings Chess Congress
    Skak.dk har fået lov at viderebringe en mail, som Mads Smith Hansen fra ØBRO har sendt til en række skakvenner: Gode skakven, Hvis du har besøgt tapetet i Bayeux, kender du den sydengelske by Hastings for William Erobrerens sejr i det berømte slag i 1066. Men da du er skakspiller, vil jeg vove at påstå, […]

Medlem af det officielle internationale skakforbund FIDE

Dansk Skak Union blev stiftet i 1903. Fra en beskeden start omfattende nogle få jyske skak klubber er Unionen i dag en landsomfattende organisation med 142 klubber fordelt i alle større danske byer.

På nationalt plan har Dansk Skak Union samarbejde med følgende forbund:

Dansk Skoleskak (DSS) der er en selvstændig organisation, som arbejder med skak som pædagogisk virkemiddel ud fra en overbevisning om, at skoleskak gør en forskel for børn og unge intellektuelt og socialt.

Danmarks Tankesports-Forbund (DTF) er en sammenslutning af forbund, der udøver organiseret tankesport under konkurrencemæssige vilkår. Forbundet består af Danmarks Bridgeforbund, Dansk Skak Union, Dansk Backgammon Forbund, Dansk L’Hombre Union, Dansk Othello Forbund, Dansk Go Forbund og Mahjong Danmark.

DSU deltager i det internationale samarbejde gennem følgende forbund:

Verdensskakforbundet, Fédération Internationale des Échecs (FIDE), stiftet 20. juli 1924 i Paris. FIDE afholder hvert andet år internationale holdturneringer (Olympiader), hvor de tilsluttede nationer kan sende sine stærkeste spillere. Verdensmesterskabet i skak for herrer og damer afholdes efter regler vedtaget af FIDE. FIDE fastsætter reglerne for skakspillet og administrerer det internationale ratingsystem.

Verdenskorrespondanceskakforbundet, International Correspondance Chess Federation (ICCF), er en sammenslutning af landenes skakforbund med det formål at udvikle korrespondanceskakspillet ved at arrangere holdkampe mellem forbundene og individuelle kampe, herunder kampe om verdensmesterskabet i skak pr. korrespondance.

Den Europæiske Skak Union (ECU) der er en sammenslutning af de europæiske skakforbund, og bl.a. står for afviklingen af de europæiske mesterskaber.

Nordisk Skakforbund er en sammenslutning af de danske, finske, islandske, norske, svenske og færøske skakforbund til fremme af skaksamarbejdet i Norden. Forbundet arrangerer hvert tredje år en enkeltmandsturnering, Nordisk Turnering, hvor ethvert medlem af de nævnte forbund kan deltage, og hvor der bl.a. kæmpes om Nordensmesterskabet.