Find din nærmeste skakklub, mærk stemningen i en rigtig skakturnering og find nye kammerater

RSS Dansk Skak Union / Nyheder
  • Yuri Solodovnichenko fører ØBRO & CXU International
    Den ukrainske stormester Yuri Solodovnichenko fører ØBRO & CXU International 2024 med 5½ point efter de første 6 runder. På andenpladsen følger den bedste dansker, FM Nicolai Kistrup, et halvt point efter. I 6. runde slog Solodovnichenko stormesterkollega Jonny Hector. Stormester Jonny Hector har haft en travl skaksommer. Fra den 29. juni til 7. juli […]
  • Kort nyt uge 29
    Invitationen er ude nu til DM i hurtigskak og DM i lynskak. Begge arrangementer har Helsingør Skakklub som arrangør, der i år fejrer 100-års jubilæum. Turneringerne spilles på Comwell Borupgaard, der ligger i Snekkersten ved Helsingør. DM i hurtigskak spilles lørdag den 31. august over 9 runder med betænkningstiden 10 minutter + 5 sekunder pr. […]
  • ØBRO & CXU International 2024
    Sommerens største og stærkeste internationale turnering ser ud til at blive ØBRO & CXU International 2024, der i skrivende stund har seks stormestre, to internationale mestre og to WGMer tilmeldt. Turneringen spilles over ni runder i ØBROs lokaler ved Trianglen i København fra den 22. til 28. juli. Top ti:1. GM Gergely Aczel (2498), Ungarn2. […]

Medlem af det officielle internationale skakforbund FIDE

Dansk Skak Union blev stiftet i 1903. Fra en beskeden start omfattende nogle få jyske skak klubber er Unionen i dag en landsomfattende organisation med 142 klubber fordelt i alle større danske byer.

På nationalt plan har Dansk Skak Union samarbejde med følgende forbund:

Dansk Skoleskak (DSS) der er en selvstændig organisation, som arbejder med skak som pædagogisk virkemiddel ud fra en overbevisning om, at skoleskak gør en forskel for børn og unge intellektuelt og socialt.

Danmarks Tankesports-Forbund (DTF) er en sammenslutning af forbund, der udøver organiseret tankesport under konkurrencemæssige vilkår. Forbundet består af Danmarks Bridgeforbund, Dansk Skak Union, Dansk Backgammon Forbund, Dansk L’Hombre Union, Dansk Othello Forbund, Dansk Go Forbund og Mahjong Danmark.

DSU deltager i det internationale samarbejde gennem følgende forbund:

Verdensskakforbundet, Fédération Internationale des Échecs (FIDE), stiftet 20. juli 1924 i Paris. FIDE afholder hvert andet år internationale holdturneringer (Olympiader), hvor de tilsluttede nationer kan sende sine stærkeste spillere. Verdensmesterskabet i skak for herrer og damer afholdes efter regler vedtaget af FIDE. FIDE fastsætter reglerne for skakspillet og administrerer det internationale ratingsystem.

Verdenskorrespondanceskakforbundet, International Correspondance Chess Federation (ICCF), er en sammenslutning af landenes skakforbund med det formål at udvikle korrespondanceskakspillet ved at arrangere holdkampe mellem forbundene og individuelle kampe, herunder kampe om verdensmesterskabet i skak pr. korrespondance.

Den Europæiske Skak Union (ECU) der er en sammenslutning af de europæiske skakforbund, og bl.a. står for afviklingen af de europæiske mesterskaber.

Nordisk Skakforbund er en sammenslutning af de danske, finske, islandske, norske, svenske og færøske skakforbund til fremme af skaksamarbejdet i Norden. Forbundet arrangerer hvert tredje år en enkeltmandsturnering, Nordisk Turnering, hvor ethvert medlem af de nævnte forbund kan deltage, og hvor der bl.a. kæmpes om Nordensmesterskabet.