Find din nærmeste skakklub, mærk stemningen i en rigtig skakturnering og find nye kammerater

RSS Dansk Skak Union / Nyheder
  • To lukkede normgivende turneringer i Ballerup
    Copenhagen Chess Challenge starter onsdag på Tapeten i Ballerup. I årets udgave spilles turneringen som to lukkede normgivende grupper, GM-gruppe og IM-gruppe. I GM-gruppen bliver det en kamp mellem tre svenske stormestre og resten af feltet der jater en GM-norm. Det bliver især spændende at følge, om IM Bjørn Møller Ochsner (billedet øverst) kan færdiggøre […]
  • Danskere i udlandet – resultater
    Køge Skakklubs Boris Chatalbashev blev efter korrektion nummer 2 i den polske turnering “V Międzynarodowy Memoriał Ireny Warakomskiej – Open A”, der blev spillet i Suwalki tæt på den russiske grænse. Som man kan se af billedet øverst, gav det en fin præmie på 8000 zloty – godt 13.000 DKK. Boris gik ubesejret gennem turneringen, […]

Medlem af det officielle internationale skakforbund FIDE

Dansk Skak Union blev stiftet i 1903. Fra en beskeden start omfattende nogle få jyske skak klubber er Unionen i dag en landsomfattende organisation med 142 klubber fordelt i alle større danske byer.

På nationalt plan har Dansk Skak Union samarbejde med følgende forbund:

Dansk Skole Skak (DSS) der er en selvstændig organisation, som arbejder med skak som pædagogisk virkemiddel ud fra en overbevisning om, at skoleskak gør en forskel for børn og unge intellektuelt og socialt.

Danmarks Tankesports-Forbund (DTF) er en sammenslutning af forbund, der udøver organiseret tankesport under konkurrencemæssige vilkår. Forbundet består af Danmarks Bridgeforbund, Dansk Skak Union, Dansk Backgammon Forbund, Dansk L’Hombre Union, Dansk Othello Forbund, Dansk Go Forbund og Mahjong Danmark.

DSU deltager i det internationale samarbejde gennem følgende forbund:

Verdensskakforbundet, Fédération Internationale des Échecs (FIDE), stiftet 20. juli 1924 i Paris. FIDE afholder hvert andet år internationale holdturneringer (Olympiader), hvor de tilsluttede nationer kan sende sine stærkeste spillere. Verdensmesterskabet i skak for herrer og damer afholdes efter regler vedtaget af FIDE. FIDE fastsætter reglerne for skakspillet og administrerer det internationale ratingsystem.

Verdenskorrespondanceskakforbundet, International Correspondance Chess Federation (ICCF), er en sammenslutning af landenes skakforbund med det formål at udvikle korrespondanceskakspillet ved at arrangere holdkampe mellem forbundene og individuelle kampe, herunder kampe om verdensmesterskabet i skak pr. korrespondance.

Den Europæiske Skak Union (ECU) der er en sammenslutning af de europæiske skakforbund, og bl.a. står for afviklingen af de europæiske mesterskaber.

Nordisk Skakforbund er en sammenslutning af de danske, finske, islandske, norske, svenske og færøske skakforbund til fremme af skaksamarbejdet i Norden. Forbundet arrangerer hvert tredje år en enkeltmandsturnering, Nordisk Turnering, hvor ethvert medlem af de nævnte forbund kan deltage, og hvor der bl.a. kæmpes om Nordensmesterskabet.