Find din nærmeste skakklub, mærk stemningen i en rigtig skakturnering og find nye kammerater

RSS Dansk Skak Union / Nyheder
  • Kort nyt uge 4
    Over 20 danskere havde valgt at deltage i årets udgave af Nord Westh Cup i Bad Zwischenahn. Bedst placerede dansker blev IM Rasmus Skytte, der med 4½ point sluttede på 24. pladsen. I B-gruppen sluttede Christian Ringsmose på 8. pladsen med 5 point. Morten Rasmussen fra Skanderborg var turneringsleder i den store turnering med 350 […]
  • Deltagerne i Landsholdsklassen 2023
    Tirsdag den 31. januar kl. 23:59 var sidste dag, hvor man kunne tilmelde sig til årets Landsholdsklasse ved DM i Påsken i Svendborg. Skak.dk har opdateret elotallene fra den nye liste pr. 1. februar. Feltet kommer i årets udgave (med forbehold for yderligere opdateringer fra FIDE) til at se således ud: 1. GM Jonas Buhl […]
  • 10 vindere
    Blandt de 90 DSU medlemmer, der deltog i afstemningen om Årets Skakspiller 2022, blev der trukket lod om 10 bøger, “Alle brikker angriber” af Bent Larsen. De ti heldige vindere blev: Niels Peter Nissen, VardeRuben Birch, BMSJan Torp Nielsen, NørrebroHenri Tolba, AmagerLars Kjøller Nilsson, HillerødJacob Carstensen, BrønshøjMorten Jannik, OdenseBjarne Jensen, VibyNiels Sandmann, LæseforeningenBent Bolvinkel Fischer, […]

Medlem af det officielle internationale skakforbund FIDE

Dansk Skak Union blev stiftet i 1903. Fra en beskeden start omfattende nogle få jyske skak klubber er Unionen i dag en landsomfattende organisation med 142 klubber fordelt i alle større danske byer.

På nationalt plan har Dansk Skak Union samarbejde med følgende forbund:

Dansk Skoleskak (DSS) der er en selvstændig organisation, som arbejder med skak som pædagogisk virkemiddel ud fra en overbevisning om, at skoleskak gør en forskel for børn og unge intellektuelt og socialt.

Danmarks Tankesports-Forbund (DTF) er en sammenslutning af forbund, der udøver organiseret tankesport under konkurrencemæssige vilkår. Forbundet består af Danmarks Bridgeforbund, Dansk Skak Union, Dansk Backgammon Forbund, Dansk L’Hombre Union, Dansk Othello Forbund, Dansk Go Forbund og Mahjong Danmark.

DSU deltager i det internationale samarbejde gennem følgende forbund:

Verdensskakforbundet, Fédération Internationale des Échecs (FIDE), stiftet 20. juli 1924 i Paris. FIDE afholder hvert andet år internationale holdturneringer (Olympiader), hvor de tilsluttede nationer kan sende sine stærkeste spillere. Verdensmesterskabet i skak for herrer og damer afholdes efter regler vedtaget af FIDE. FIDE fastsætter reglerne for skakspillet og administrerer det internationale ratingsystem.

Verdenskorrespondanceskakforbundet, International Correspondance Chess Federation (ICCF), er en sammenslutning af landenes skakforbund med det formål at udvikle korrespondanceskakspillet ved at arrangere holdkampe mellem forbundene og individuelle kampe, herunder kampe om verdensmesterskabet i skak pr. korrespondance.

Den Europæiske Skak Union (ECU) der er en sammenslutning af de europæiske skakforbund, og bl.a. står for afviklingen af de europæiske mesterskaber.

Nordisk Skakforbund er en sammenslutning af de danske, finske, islandske, norske, svenske og færøske skakforbund til fremme af skaksamarbejdet i Norden. Forbundet arrangerer hvert tredje år en enkeltmandsturnering, Nordisk Turnering, hvor ethvert medlem af de nævnte forbund kan deltage, og hvor der bl.a. kæmpes om Nordensmesterskabet.