Find din nærmeste skakklub, mærk stemningen i en rigtig skakturnering og find nye kammerater

RSS Dansk Skak Union / Nyheder
  • Enkelresultater fra DM i hurtigskak for hold
    Med 246 spillere til start er det en stor opgave at få indtastet alle de individuelle resultater, men nu er de klar. Fire spillere opnåede at vinde alle deres kampe, det var Kathrine Lindegaard Bruntse fra Frem Skakklub og Alexandru Pirtac fra SK1968 i Ungdomsrækken samt Poul Hempler fra Nr. Åby Juniorklub og Anders Hedegård […]
  • Sommerskak 2025
    Nu har vi i flere år været uden de store traditionelle sommerturneringer Horsens Lang Weekend og Copenhagen Open. Heldigvis skyder der nye turneringer op som erstatning. Vi bringer her en oversigt over sommerens koordinerede turneringer. Aarhus Sommerskak 2025 spilles fra den 30. juni til den 4. juli få minutters gang fra Aarhus H. Et parti […]

Medlem af det officielle internationale skakforbund FIDE

Dansk Skak Union blev stiftet i 1903. Fra en beskeden start omfattende nogle få jyske skak klubber er Unionen i dag en landsomfattende organisation med 142 klubber fordelt i alle større danske byer.

På nationalt plan har Dansk Skak Union samarbejde med følgende forbund:

Dansk Skoleskak (DSS) der er en selvstændig organisation, som arbejder med skak som pædagogisk virkemiddel ud fra en overbevisning om, at skoleskak gør en forskel for børn og unge intellektuelt og socialt.

Danmarks Tankesports-Forbund (DTF) er en sammenslutning af forbund, der udøver organiseret tankesport under konkurrencemæssige vilkår. Forbundet består af Danmarks Bridgeforbund, Dansk Skak Union, Dansk Backgammon Forbund, Dansk L’Hombre Union, Dansk Othello Forbund, Dansk Go Forbund og Mahjong Danmark.

DSU deltager i det internationale samarbejde gennem følgende forbund:

Verdensskakforbundet, Fédération Internationale des Échecs (FIDE), stiftet 20. juli 1924 i Paris. FIDE afholder hvert andet år internationale holdturneringer (Olympiader), hvor de tilsluttede nationer kan sende sine stærkeste spillere. Verdensmesterskabet i skak for herrer og damer afholdes efter regler vedtaget af FIDE. FIDE fastsætter reglerne for skakspillet og administrerer det internationale ratingsystem.

Verdenskorrespondanceskakforbundet, International Correspondance Chess Federation (ICCF), er en sammenslutning af landenes skakforbund med det formål at udvikle korrespondanceskakspillet ved at arrangere holdkampe mellem forbundene og individuelle kampe, herunder kampe om verdensmesterskabet i skak pr. korrespondance.

Den Europæiske Skak Union (ECU) der er en sammenslutning af de europæiske skakforbund, og bl.a. står for afviklingen af de europæiske mesterskaber.

Nordisk Skakforbund er en sammenslutning af de danske, finske, islandske, norske, svenske og færøske skakforbund til fremme af skaksamarbejdet i Norden. Forbundet arrangerer hvert tredje år en enkeltmandsturnering, Nordisk Turnering, hvor ethvert medlem af de nævnte forbund kan deltage, og hvor der bl.a. kæmpes om Nordensmesterskabet.